Opgave 4.
Skriv en lille gyser på mellem 300 og 500 ord.
Tænk på:
Synsvinkel.
Valg af fortæller.
Opbygning af historien så du får skrevet en gyser.
- Skriv den i word og kopier den som kommentar, når du er færdig.
God fornøjelse.
Hilsen Jeanet
HOSPITAL DØD.
SvarSletJeg løb ned af kældergangen og pludselig stoppede jeg op, kiggede mig rundt og følte at hele min krop rystede. Jeg prøvede at gå men mine ben ville ikke med. Pludselig så jeg et stærkt lys og så troede jeg at jeg var død…
Men sådan sluttede det ikke.
Næste morgen vågnede jeg et sted. Et helt fremmed sted. Så så jeg en kvinde komme mod mig i hvid kittel og et bekymret ansigtsudtryk. Hendes mund bevægede sig men jeg hørte ingen lyd. Overhovedet. Pludselig skreg jeg. Kvinden kom styrtende mod mig og sagde noget. Jeg kunne høre lidt af det. Jeg ville tro hun spurgte hvad der var galt. Det lød lidt sådan. Hun ruskede i mig. Jeg blev svimmel og min mave krampede, og jeg kunne ikke holde på det mere. Jeg kastede op. Ud over de hvide lagner og dyner. Så kunne jeg endelig høre noget igen. Damen gik hen og tog nogle nye lagener frem. Der kom en mand og satte mig over i en sofa og gav mig noget vand at drikke.
Men inden længe var damen færdig. Jeg prøvede at fremstamme noget men det gik ikke helt så godt som det kunne. Damen fortalte mig at hun var sygeplejerske og at jeg var havnet på et sygehus efter at min nabo havde fundet mig i vores kælder, krampende og med blod ud af munden og næsen. Helt bevidstløs. Vi snakkede i mange timer, eller det føltes det som om. Men så kunne jeg igen mærke at jeg blev svimmel. Men der skete ikke noget, jeg skyndte mig at bede om vand og det hjalp.
Da det var blevet aften og jeg skulle til at sove, mærkede jeg igen at min krop rystede, men ikke så voldsomt som aftenen før. Jeg kiggede ud og det var fuldmåne. Fuldmåne, tænkte jeg. Fuldmåne. Sidst det var fuldmåne døde 5 af mine nærmeste venner. Jeg skælvede. Jeg tog hånden op for munden og da jeg så fjernede min hånd igen så jeg en stor revne i min hånd. Jeg kunne se helt ind til knoglen men det blødte ikke. Jeg begyndte at skrige igen. Og sygeplejersken kom løbende igen. Jeg råbte ”MIN HÅND!”. Hun tog min hånd og kiggede. Men så var der ikke noget. Den lignede en helt almindelig menneskelig hånd. Hun gik ud igen. Men så ringede min mobil. Jeg kiggede på den men der stod privat nummer. Jeg tog den alligevel og prøvede at fremstamme et ’Hallo’ men det var svært. Stemmen i den anden ende sagde bare en mærkelig lyd og skreg derefter. Jeg sad ubevægelig i nogle minutter og så pludselig var der en stemme der lød meget bekendt og den sagde et navn jeg ikke kendte eller for den sags skyld havde hørt før. Min dyne blev helt rød. Af blød. Jeg prikkede mig i maven og pludselig prikkede jeg hele vejen igennem min mave og så mærkede jeg at det sprøjtede ud med blod. Mobilen røg på gulvet med et bump og jeg tror den skiltes ad. Og jeg faldt om. Jeg var helt væk. Jeg mærkede bare hullet i min mave og så ikke andet. Kun en brændende fornemmelse i hjertet. Jeg kunne stadig høre lidt. Jeg hørte sygeplejersken og nogle andre mennesker råbe. Jeg ved bare ikke hvad de råbte.
Lavet af Zofia.
Gyser: Den bundløse sø.
SvarSletDet var den værste aften i hele mit liv. Min kæreste havde lige slået op med mig og min mor og far var ved at blive skildt. Min mor og far havde det ellers meget godt sammen indtil i går da min far havde fundet en anden. Jeg var ude at gå en tur med min hund og tænkte bare at jeg havde et være lorte liv. Gik og græd hele tiden troede bare at det hele var godt indtil i går. Jeg sattte min hund fri ude i skoven og kastede en bold. Putty(min hund) løb alt hvad den kunne den løb ind i en busk jeg tænkte det hele var lidt underligt for den kom ikke ud igen der gik 5 min uden den kom. Begyndte at gå over mod busken men stoppede brat. Jeg kunne ane noget var galt der var noget eller nogen bag mig kiggede hurtigt tilbage. Der stod en ung mand lige der lige foran mig. Han stod med lommelygte mod hagen og kiggede på mig han havde min hund i den anden hånd. Jeg sagde ”tak fordi du har fundet min hund” og jeg rakte ud efter den. Manden to hunden ind til sig og sagde ”der er konsekvenser vis du bil have den tilbage lille ven”. Jeg kikkede skræmt på ham og sagde ”okay hvad skal jeg gøre?”. ”Hoppe i den bundløse sø og hente min døde kone”. ”Det er en aftale” sagde jeg og hoppede i. Det skulle jeg aldrig have gjort for det var mine sidst sekunder…
Jeg troede ikke at jeg var kommet så langt ud. Pludselig var der noget der greb om min fod og der blev truket ikke kun lidt men virkelig meget. Til sidst begyndte jeg at miste vejret. Jeg var væk.
Lavet af: Sara Stevold & Sarah Jensen.
Kaos i nabolaget.
SvarSletJeg sad på min veranda og nød de sol stråler der skinnede mod mit ansigt og vinden der blæste i mit smukke sorte hår. Men der lugtede helt forkert. Det gjorde der også i går nat, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg var for træt til, at se efter, hvad det kunne være i går. Men det var jeg jo ikke nu. Det var midt på formiddagen og jeg kunne ikke være mere vågen. Jeg startede med at gå op af min indkørsel, men det var ikke der det kom fra. Det kunne selvfølgelig også være fra skoven jeg bor ved siden af. Nej, det kom bestemt fra min have. Jeg gik om i baghaven. Ja, det er helt klart fra baghaven! Der stank råddent. Jeg kiggede i nogle af mine buske, og der fandt jeg ud af, hvor stanken kom fra. Jeg var bange, jeg ville råbe, efter hjælp men mine lunger ville ikke lystre. Jeg har aldrig set noget ligne. Jeg hørt en bil komme ind af indkørslen. Det var min bedstefar der havde været ude og handle ind. ”Victoria så er jeg hjemme igen!” Råbte han. Han må havde set mig for han kom løbende så hurtig han kunne. ”Nej, bedstefar du må ikke se det her!” hviskede jeg for jeg kunne ikke tale højere endnu. Men han havde hørt mig. ”Ring til politiet” hviskede jeg. Jeg faldt ned på knæ og kiggede på det menneske jeg havde kendt ligeså godt som jeg kender min kusine. Det var min bedstefars barndoms ven. Patrick Norris. Der lå han død og skåret midt over. Han må have ligget her i tre dage. Det er i hvert fald tre dage sidst han havde været hos os. Nu kunne man høre politiets sirener. Min bedstefar kom løbende ud til politiet og pegede over på mig. Man kunne høre en masse gisp på samme tid. Alle kendte Patrick Norris. Ja, alle kender alle herovre i Mena. Sherif Eric Johnson tog mig til side for, at stille nogen spørgsmål. ”Hvornår var Patrick her sidst?” Spurgte han.
”For tre dage siden.”
”Har i været uvenner med ham her på det sidste?” Det skulle man tro. Bedstefar og Patrick var sammen hver dag, men har aldrig været uvenner nogensinde!
”Nej, det har vi ikke Sherif.”
”Okay, så.”
Men så kom der 3 skud og en masse hjerteskærende skrig. ”Hvad sker der!?” mere nåede jeg ikke, at sige før jeg fik et skud lige i panden af sheriffen.
-KKA.
Den dødelige motor.
SvarSletDet var mørkt da mor kom ind i mit værelse, hun troede jeg sov men det gjorde jeg ikke. For jeg havde aftalt med en pige jeg rigtig godt kunne lide at, vi skulle ud og gå en aften tur. Jeg to mit tøj på og kravlede ud af vinduet, jeg løb hen til hendes hus. Hun var i gang med at tage jakken på da jeg kom. Vi aftalte at vi skulle ud i skoven, da vi kom der ud begyndt det at blive tåget. Men vi ville ud og gå, så kom der pludselig en skygge vi blev bange og løb men det var som om skyggen hang fast på os. Men vi kunne ikke se noget pga af tågen. Marie ville gerne hjem nu og det ville jeg også gerne, men jeg ville også virke sej over for Marie. Så jeg sagde jeg lige ville se hvad det var, jeg gik hen mod skyggen med rystende hænder men pludselig var skyggen over ved Marie og rev hende ind i tågen hun skreg. Og jeg løb efter dem men kunne ikke finde dem. Mit hjerte bankede uhyggeligt hurtigt, det føltes næsten som om det røg op gennem halsen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre men besluttede med mig selv at jeg ville lede videre. Kort efter så jeg skyggen igen den greb fat i mig og trak mig med, jeg kæmpede med alt jeg havde men jeg var ikke stærk nok. Nu vågnede jeg men jeg vidste slet ikke hvor jeg var jeg prøvede at bevæge mig men jeg var bundet. Jeg var i en normal bygning med hvide vægge. Der var uhyggeligt varmt, jeg begyndte at svede. Men så hørte jeg skridt, store tunge skridt. Mit hjerte bankede nu igen lyn hurtigt, også så jeg ham. Det var en stor mand der stod foran mig, han sagde at det snart var min tur. Men jeg vidste ikke hvad han snakkede om, min tur tænkte jeg, hmm jeg forstod det ikke men det skulle jeg komme til. Kort efter kom manden igen men denne gang to han mig med, han bar mig ind igennem et rum. I starten vidste jeg ikke hvor jeg var men så fandt jeg ud af at jeg var i vores fly akademi, det var der alle piloter blev uddannet og hvor man lavede test på motorer og så videre. Men han gik videre forbi kontrol panelet og ind til motor afdelingen. Jeg blev bange, her havde jeg været med klassen og jeg vidste derfra at en motor kunne kvase næsten hvad som helst. Jeg blev kastet ind i rummet med en kæmpe motor, kort efter tændte han motoren. Jeg råbte om hjælp så højt jeg kunne men det nyttede ikke, motoren larmede for meget og den træk alt for hårdt jeg blev revet lige ind i motoren og….
Forfatter:
Victor Høier Barsøe
Natteløbet
SvarSletDet hele startede dengang i går aftes da klassen skulle have overnatning på skolen! Jeg havde siddet lidt og vippet på stolen, da den fest lærerne havde arrangeret var lidt kedelig. Så pludselig havde en af mine lærere – hun hed Annette – sagt at vi skulle ud på natteløb nu! Hele klassen havde inde i sig selv sukket, for vi vidste alle sammen at hvis Annette havde fundet på det, så var det noget med at man skulle gå 50 meter mellem hver post, og at spørgsmålene var noget med f.eks. ”hvad hedder den tegneseriefigur som er gul godt kan lide honning, og hvis bedste ven hedder ”Grisling”?”. Men for ikke at skuffe Annette gik alle sammen udenfor. Så inddelte hun klassen i små grupper på 3, og sendte dem forskellige steder hen i skolegården. Jeg var sammen med Jørgen – klassens ”bølle” – og Margrete – klassens forsigtige pige. Det hele gik foreløbig som forventet. Man kunne se alle de andre grupper fra der hvor min gruppe stod, så der var ikke langt imellem posterne. Men så var det der skete noget mærkeligt! Da vi havde svaret på hvad den helt som trækker hurtigere end sin egen skygge, så vi at der var et lille brev neden under postens papir. Udenpå brevet stod der med syrlige grønne bogstaver ”til Jørgen, Lasse og Margrete”. Jeg havde samlet brevet op, og i det jeg lukkede brevet op eksploderede et kæmpe lysglimt op i mit ansigt!!! Margrete spænede væk, men Jørgen blev og så skrækslagent på. Det næste der skete kan jeg ikke helt huske! Det eneste jeg rigtig kan huske var en latter! Ikke en almindelig latter, men en ond latter. Sådan en man ikke har hørt, men alligevel godt ved hvordan lyder! Jeg kan også huske at jeg faldt om og at mit hoved ramte noget hårdt. Det sidste jeg kan huske er synet af at Jørgen løbe sin vej! Da jeg vågnede igen sad jeg i et lille rum, uden nogen belysning. Man kunne kun lige akkurat skimte væggene. Så kunne jeg høre en lyd af nogen eller noget der gik op af en trappe mod mit rum!!! Det lød stort! Døren åbnede sig. Der kom lys i rummet, og lyset lignede det lys, som var kommet op af brevet. Og så kom den ind! Og så… Ingenting! Jeg husker kun at jeg røg ind i et mørke, som virkede tom som et sort hul! Det eneste jeg kunne høre var mit hjerte der bankede! Langsommere og langsommere. Det var virkelig mærkeligt, og jeg følte jeg var ved at dø! Ikke en ubehagelig følelse, bare mærkeligt! Da ramte mit hoved igen noget hårdt, men denne gang virkede det som om at det hårde slog liv i mig. Jeg kunne også høre at mit hjerte bankede lidt hurtigere! Og igen noget hårdt! Nu kunne jeg mærke at jeg begyndte at kunne se igen! Så kunne jeg mærke vand i min mund! Så vågnede jeg! Jeg lå på ryggen, og der havde stået en læge bøjet ind over mig. Nu sidder jeg så her, jeg er blevet gammel, og undrer mig stadig over at jeg ikke tænkte på min familie da jeg var døende!
Rasmus
Dukkebutikken
SvarSletjeg ville starte med at presenter mig selv, jeg hedder Julie jeg er 23 år og nu vil jeg fortælle min historie. Den stater sådan her, jeg var taget hen på hospitalet for at besøg min syge bedste mor for jeg viste hun snart skulle dø. Nu var jeg på stuen sammen med min bedstemor. Vi sagde ikke så meget men lige med et hade hun næsten ikke nogen puls og hun var ved at dø imens jeg så på. Det var forfatteligt, men hun nåde at sige gå aldrig ind i dukkebutikken, pas på dukken. Og nu var bedstemor død, jeg var selvfølgelig ked af det men jeg vist at hun nu vil få det bedre nu. Jeg tog hjem, og gik lige i seng. Jeg vånde ved at jeg hørte noget falde på guldet, jeg gik ud for at se hvad det var. Og nu så jeg det det var min bedstemor, jeg tænkte at det ikke kunne passe for min bedstemor var jo død. Men det var hende og med et var hun væk. Jeg lage mig til at sove igen for jeg tænkte at det bare var min fantasi. Nu var det morgen og jeg skulle på aberede, jeg tog bussen for mit aberede ligger langt væk. Jeg hade taget den forkerte bus og var landet hænde i en lille by, jeg kikket mig lidt omgarn jeg så en dukkebutik. Jeg kom i tænke om hvad det var min bedstemor hade sagt, men alligevel ville jeg grene ind at se. Nu stod jeg i butikken men der var ikke nogen bortset fra dukkerne, jeg så en flot dukke og jeg vil bare røre den, men lige med et stod den et andet sted. jeg gik over til den og rørte ved den , og puf sagde det og så var jeg dukken. Jeg var meld savnet og politiet ledte efter mig men de fandt mig aldrig, for jeg var jo dukken ind til en ny røre dukken.
Lavet af :Cecilie
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletM.M.M
SvarSletMørkets Magiske Magter
Når jeg nu sidder her og skal fortælle jer denne historie skal i vide at det er sket for en af mine venner i virkeligheden. Så hvis i ikke kan tåle at høre ulækre eller uhyggelige ting skal i ikke læse dette. Hvis i vælger at blive så gør jer klar til noget rigtigt uhyggeligt, som jeg håber ikke vil ske igen.
Det var den 13. januar. Jeg var hjemme hos min ven Adam og holde fødselsdag. Han var fyldt 14 og da kagen med alle lysene kom ind var der noget galt. Det var som om der var nogen der havde taget en kæmpe bid af den. Men det var ikke så meget det, for vi vidste alle at Adams far var en rigtig slikmund og elskede søde sager. Der gik faktisk rygter om at han bedre kunne lide søde sager end sin egen kone, men det er en helt anden historie som i kan høre en anden gang. Nej, det var ikke så meget størrelsen men lysene. Der var ikke 14 men 13 lys i kagen. Så var der en stemme der sagde: Vil i høre en uhyggelig historie? En historie om et fødselsdags barn der blev kvalt fredag den 13? Så skal i få en! Og da stemmen var væk begyndte Adam at lave mærkelige lyde. Han tog sig om halsen som om der var nogen der kvalte ham! Vi skyndte os alle sammen hen til ham. Alle undtagen Adams far. Han blev stående og lyttede. Så råbte han: Kære stemme, hvem er du? Stemmen svarede: Jeg er ingen og alle! Faren sagde: Godt. Så sig mig ingen og alle hvad vil du os? Stemmen sagde: Jeg vil da bare fortælle en historie! Faren sagde: Men hvad med en lidt mindre uhyggelig én? Hvad med én om en stemme der blev inviteret til fødselsdag og få kage? Så blev der stille. En larmende stilhed. Så lød der små hulk. Ikke fra Adam eller nogen af os andre men fra stemmen. Stemmen græd! Så sagde den: Det er første gang nogen har inviteret mig med til fødselsdag. Det er derfor jeg har været ond mod alle de andre der havde fødselsdag fredag den 13. Der var aldrig nogen der kom til min fødselsdag og jeg blev heller aldrig inviteret. Så da jeg døde besluttede jeg mig for, at dem som havde fødselsdag den 13 skulle dø som mig! Faren sagde: Jamen så er det da godt at vi inviterer dig nu! Og så stillede han en tallerken kage på bordet og den blev spist. Adam blev ikke kvalt mere, men sad stadig og ømmede sig. Da vi var færdige sagde stemmen til os: Nu vil jeg aldrig mere dræbe andre men synge med på sangene. Tak skal i have. Og så fløj den væk og vi så den aldrig mere. Så hvis der nogen sinde er nogen der bliver kvalt ved deres fødselsdag så skal man bare inviterer stemmen, så bliver den glad.
Lavet af Anna 6.B
DØDELIGT ZOO BESØG…
SvarSletDer var engang en dreng som hed Gustav. Han var egentlig ikke tilfreds med sit navn, men så slemt var det jo heller ikke. Han havde en ven som hed Palle. Palle var hans bedste ven, men han synes det var et grimt navn. En dag skulle Gustav og Palle i zoologisk have. Det var en mørk og blæsende efterårsaften.
Palle og jeg havde været rundt og set lidt af hvert, og det var næsten blevet lukketid. Palle skulle på toilettet. Vi skyndte sig ind på toilettet, men Palle havde taget nogle alt for stramme bukser på så han gik RET langsomt. Jeg stod og ventede på Palle ude foran døren. Jeg hørte en besked over højtalerne ”Vi lukker nu, alle bedes forlade stedet”. Jeg råbte til Palle ” Skynd dig for helvede Palle de lukker nu” ”Ja ja to sekunder”. Jeg ventede to sekunder, han kom ikke. To minutter - han kom stadig ikke. Der gik fem minutter - han kom stadig ikke. Efter at havde ventet i 10 minutter lirkede jeg døren op og Palle sad og snorksov. Jeg vækkede ham, vi skyndte os ud. Lige da vi kom ud af døren brasede vi ind i en dyrepasser. Han kiggede på os med et ondt blik. Vi skyndte os uden om ham, men han fulgte efter os. Vi hoppede ind af en dør. Den første, men ikke den bedste. For da vi kiggede os om, så vi at vi var hoppet ind i et terrarium - et slange terrarium! Vi hoppede ud igen og løb tilbage til døren. Den var låst. Vi vendte om over til en anden dør, den var også låst. Jeg hørte en kriblende lyd og kiggede på Palle. Det løb mig koldt ned af ryggen. For der sad en stor fed fugleedderkop i Palles hår. Vi vendte os om. En hær af slanger, edderkopper, orme og andre insekter, kom krybende imod dem. Palle skreg. Vi så dyrepasseren stå inde bag glasset, i det terrarium vi selv lige havde gemt os i. Han grinede ondt og kiggede på os. Vi råbte HJÆLP, men han stod bare og grinte. Vi løb med alt vores vægt imod den ene dør, den gik op, vi kom ud men vi nåede ikke længere end til gorillaburet…
Lavet af: Caroline og Sarah B. :D
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletKirkegården
SvarSletJeg var på vej til skole om morgenen. Lige presis denne morgen måtte jeg ikke komme forsendt. Jeg kom alt for tit forsendt, og hvis jeg gjorde det en gang mere ville jeg blive bortvist fra skolen. Der var også det problem at jeg ikke havde nævnt advarslen til min mor og far. Jeg havde heller ikke nævnt at jeg var kommet forsendt så mange gange før. Jeg var nød til at skyde genvej gennem byens kirke gård. Jeg gøs lidt ved tanken, for der gik rygter om at mange børn var forsvundet på den kirkegård. Men jeg to mod til mig og gik der ind. Til at starte med lignede det en almindelig kirke gård. Men det var som om at jo længere jeg gik ind, jo mørkere og koldere blev det. Det havde regnet hele morgenen, men regnen blev så småt til sne. Eller det sneede ikke, det var som om at jorden bare blev hvid af sig selv. Men det var ikke det eneste. Ikke nok med at himlen blev sort og jorden hvid, men gravstenene blev langsomt til huse, og de navne som der normalt er på gravsten blev til dør skilte. Lige pludselig stoppede jeg op, for jeg hørte noget, og det noget lød som en knirkene dør. Og det var det også. Det var døren til en af gravende eller husene der var ved at blive lukket op. Og en mand trådte ud. Det i sig selv var ikke slemt, men det der var slemt var at det var en ånd. Med bleg hud og en ånde hale. En efter en åbnede de andre døre sig, og flere ånder kom ud. Jeg tænkte mig om og kom frem til at jeg var endt i åndernes by. Men det var nu ikke så slemt ud. Over alt var der flyvende lanterner og andre festlige ting. Men så hørte jeg et hjerteskærende skrig, efter fult af et ”Den kommer!” alle ånderne gik til siden og så skræmte ud. Og det var der også en grund til. For fra høje sonde kom et uhyre. Jeg nåde ikke at sanse det før det skete. Mine forældre havde sendt et eftersøgnings hold ud efter mig. Men de fandt mig ikke, for jeg var blevet fast borger i åndernes by…
Af Rebecca
AFSLUTNINGEN PÅ ET ALT FOR KORT LIV
SvarSletJeg skulle at købe en pose slik i slikbutikken til høje for mit hus, manden der arbejdede der så mærkeligt på mig… så sagde han:” hvis du tør at komme hen på de levendes kirkegård i nat må du få alt det slik du vil have”. Det lød jo egentligt meget godt så jeg sagde ja uden at tænke så meget over det… men det var jo de levendes kirkegård, den var lidt uhyggelig. Myten sagde at hver nat efter midnat stiger de døde op af graven og bliver levende.. men det er også bare en myte som de voksne og de store drenge fortæller for at skræmme os.
Klokken nærmede sig midnat, jeg hørte fars snorken.. kysten var klar. Jeg lagde et par puder under dynen så det lignede at der lå nogen i sengen.. det kunne jo ske at mor kiggede ind for at se om jeg sov.
Jeg listede hen til de levendes kirkegård der lå lidt væk. Jeg kunne da se indgangen, jeg trak vejret dybt, og så gik jeg gik med hastige skridt og lukket øjne. Jeg faldt over noget, en gravsten jeg så på den og så at det var mit navn. Tobias Reimer 1998-2011. jeg gøs,”det passede jo lige på mig.. altså bortset fra det med at jeg dør i år”..troede jeg.
Jeg så en skygge og så at manden fra slikbutikken stod bag ved mig, ”hej” sagde manden ”hej” sagde jeg. Hvad skal jeg gøre for at få et års forbrug af slik manden svarede:” du skal grave jorden op der hvor at der står Tobias Reimer på, jeg sank en klump men tænkte på alt det slik jeg ville få. Jeg gik i gang jeg blev ved og ved men der var ikke nogen kiste. Manden sagde at jeg bare skulle grave mere men jeg kunne ikke nå bunden mere.. jeg blev nød til at hoppe der ned og grave videre.
Manden var gået”DIT SVIN” råbte jeg. Jeg blev nød til at grave en hule lidt til venstre (eller højre) så jeg havde ly, så ville der nok komme nogen og finde mig dagen efter.
Jeg vågnede, der var helt mørkt nogen måtte have haft puttet jord på i nat, jeg var fanget der var ABSOLUT INGEN VEJ UD.
DET VAR SLUTNINGEN PÅ MIT LIV BLOT 12 ÅRIGE MIG. SLUT. SKREVET AF TOBIAS REIMER
Den gamle mand
SvarSletDet var en mørk kold og lidt fugtig aften. Jeg skulle ud og gå en normal tur I skoven der lå ved siden af mit hus. Jeg startede med at gå hen ad en sti I baghaven og fortsatte ind I skoven to kilometer ude af ruten skulle jeg lige til og vende om men så så jeg et lille hus jeg aldrig I mit liv havde set før så jeg beslutede mig til og gå hen til de tog se hvem der var så mærkelig og bygge et hus ude midt I en skov. Da jeg kom helt hen til huset kunne jeg se en skovsten I brug. Jeg så en sort kat løbe over vejen. Jeg banked på døren og gik et skridt tilbage. Der kom en gammel mand hen til døren og åbnede den lidt på klem. Jeg spurgte om jeg måtte komme ind. Han pegede om bag på huset. Jeg gik om bag huset og så en lille dør jeg gik ind. Rummet jeg kom ind I var meget mørkt og støvet. Det var et lille køkken. Jeg gik videre ind i huset og trådte ind I en lille stue. Jeg så manden side I en lænestol. Jeg spurgte ham om hvad han hed så så jeg at det gav et sæt I ham og han så meget sur ud jeg gjorde klar til at løbe. Så tog han en økse frem og skulle til og huge men gjore det ikke. Jeg spurgte ham hvorfor at han blev så vred man det var fordig at jeg ikke måtte vide at ha boede der for så ville han blive aresteret og det ville han ikke. Jeg sagde at jeg ikke ville sige noget til nogen og fik så lov til at gå da jeg trådte ud ad dørenkom der så meget lys at jeg blev nød til at holde mig for øjnende og så forsvandt det. Næste dag var næsten normal bortset fra at på vej hjem fra skole så jeg den same mand men gik ikke efter ham for jeg skulle ikke nyde noget. Da jeg så kom hjem tændte jag lyset og så ham stå midt I gangen det gav et sæt I mig. Han havde sin økse med og denne gang hugede han. Han ramte noget af min arm og jeg fik et rimeligt dybt snitsår. Jeg faldt om. Jeg ved ikke hvor mange timer senere kom der et postbud ind af døren og fandt mig på gulvet. Han kørte mig straks på hospitalet og mens jeg blev opereret tænkte jeg hvor mærkelige de sidste to dage havde været og hvor for manden havde gjordt det. To dage senerer fandt jeg på internetet ud af at manden skulle have væet død I fire år og at han moske havde hugget I mig fordi vi I kassen havde snakket om de døde dagen før det hele.
skrevet af jonathan
Skyggen
SvarSletJeg løb, løb som aldrig før som om noget fulgte efter mig men jeg vidste ikke hvad det var. Jeg passerede høje træer uden blade, mørke buske med tusindvis af øjne, men der var noget der lyste jeg ved ikke hvad det var, men en ting var sikkert det var min eneste vej at følge. Der var en skygge i nattens mørke, og jeg kunne se den komme tættere og tættere, nu havde den mig næsten. Jeg hørte en ugles tuden, jeg kom tættere på lyset, men skyggen kom tættere på mig. Pludselig forsvandt skyggen og jeg troede jeg var i sikkerhed, men så, så jeg mod lyset igen og lige foran mig stod skyggen men det var ikke en skygge mere det var…
Jeg vågnede med et sæt, og sat mig op i sengen jeg svedte, jeg var bange. Jeg løb ind i min mors seng og lagde mig tæt op af hende, ”hvad er der i vejen” sagde hun. Jeg rystede på hovedet, men så spurgte hun igen. Jeg drømte, ”nu igen” sagde hun, og jeg nikkede. Sådan havde det stået på i nogle dage. Jeg drømte om den samme skygge men jeg vågnede hver gang jeg så den, det forfærdelige syn, de mørke øjne jeg fik gåsehud bare at tænke på det.
*****
Jeg sidder i klasse og vi får en ny lærer i dag, ingen ved hvem det er eller hvad hun eller han hedder, kun at vi får en ny lærer. Døren slår op med et brag og ind igennem kommer skyggen. Jeg bliver bange og et lille gisp kommer ud af mig. Jeg rejser mig op og siger du er ikke en lære! Skyggen stiger på mig og af en eller anden grund sætter jeg mig ned som om den styrer mig men så kommer det ud af min mund, hvad laver du her! Og alle mine klassekammerater stiger på mig men det er ikke dem eller det ligner dem men deres øjne det er skyggens øjne de har alle fået dem, det giver et sæt i mig alle rejser sig op og går langsom ind imod mig som Zombier, jeg hører skyggens grin det forfærdelige grin…
Det sket igen tænker jeg siddende i min seng brændende varm, våd og rystende. Jeg må finde ud af hvad det er jeg kan ikke klare det mere, jeg er bange men ved ikke hvad jeg skal gøre. Det bliver værre for hver dag, være drømme og skyggen vokser sig større og større.
*****
Jeg sidder i klassen og får deja-vu, det samme som i min drøm sker. Nu sidder jeg bare og venter på at skyggen kommer ind. Men der skete noget mærkeligt det var ikke skyggen der gik ind igennem døren det var mig. Jeg tav og tænkte det er bare endnu en drøm men så, kigger den mærkelige kopi lige på mig og siger ”har du savnet?” jeg tav og kiggede rundt i klasse værelset, all min venner sad som normalt og kiggede på tavlen men skete der noget alle vendte sig rundt og kiggede på mig jeg hørte Skyggens latter og alle gik mod mig og alle havde skyggens øjne jeg sad og ventede på jeg vågnede op men jeg vågnede ikke…
Lucas